Skal arbejde give mening?

Af Niels Overgaard 3

Man behøver ikke at elske sit job. Måske man faktisk kan gøre sit liv bedre ved at opgive den drøm.

Her på den første mandag i det nye år vender mange danskere tilbage på arbejde efter juleferien. Op mod et par uger er blevet brugt på sammen med familien at indtage kalorier forklædt som alt fra flæskesteg til kransekage. Ud over et overbelastet fordøjelsessystem, så byder denne dag nok også på en større forekomst af mandags-blues end sædvanligt. For det kan være svært at vende tilbage på arbejde efter ferien.

Det er kendt, at perioden efter lange ferier er der, hvor flest bliver skilt. Tiden væk fra rotteræset giver mulighed for refleksion, og man kan ende med at konstatere, at det er en god ide at gøre noget helt andet med sit liv. Det kan også gælde i forhold til arbejdet.

Her kan man stille sig selv et grundlæggende spørgsmål af filosofisk karakter: Skal mit arbejde give mening? Eller giver det at arbejde mening i sig selv? Lever man for at arbejde, eller arbejder man for at leve?

Aristoteles: Arbejde ødelægger sjælen
Den schweiziske filosof og forfatter Alain De Botton beskriver i sin bog The Pleasures & Sorrows of Work, hvordan den klassiske græske filosof Aristoteles mente, at betalt arbejde var ødelæggende for sjælen, idet det stjal fokus og tid fra mere opbyggelige aktiviteter som musik og filosofi. Først i midten af 1700-tallet blev den udlægning for alvor modsagt af franske oplysningstidsfilosoffer Diderot og d’Alembert, der hyldede håndens arbejde på niveau med det åndelige, beretter De Botton.

I nutidens overflodssamfund er spørgsmålet om meningen med arbejde fortsat relevant. Jeg kender ikke svaret. Men virkeligheden vil for langt de fleste være, at man er nødt til at arbejde for at opretholde en vis levestandard. Og hvis man alligevel er nødt til det, så kan man ligeså godt få det bedste ud af det. Det gør man efter min overbevisning ved at gøre sit bedste og nyde det så meget som muligt.

På den anden side mener jeg, vi skal stoppe med at forvente, at man elsker sit job. Når man ser jobansøgninger og LinkedIn-profiler kan man jo nærmest få indtryk af, at folk rummer erotiske følelser for deres kommende eller nuværende job. Samtidig tror jeg, at der er et vist element af Stockholms-syndromet i spil, når folk taler om, hvor meget de elsker deres arbejde: Ellers kan det være svært at forsvare, at man bruge størstedelen af sin vågne tid på det.

Det er godt og fint, hvis man elsker sit job. Men det er ikke en nødvendighed.

Det er godt og fint, hvis man elsker sit job. Men det er ikke en nødvendighed. Og de fleste, hvis ikke alle, kan bedre lide at have fri. Hvis det både kunne hænge sammen økonomisk og var socialt acceptabelt, så tror jeg, at de fleste hellere ville bruge deres tid på noget andet end deres arbejde. Deres hobby, for eksempel, uanset om det er at flette peddigrør eller spille bob.

Pas på med din passion
Den underliggende forventning om, at man skal elske sit job bidrager til at nære drømmen om at blive skilt fra sit nuværende job. For hvis man ikke er lykkelig der, hvor man er, så skal man vel gøre noget andet? Det er værd at tænke sig om to gange, inden man går ind og siger jobbet op. For det er ikke alle, nok nærmere de færreste, der kan leve af deres hobby eller passion. For de fleste mennesker er det at kvitte jobbet for at leve af deres passion et elendigt råd. Bare fordi man brænder for at strikke, så er det jo langt fra sikkert, at man kan tjene penge på det.

Jeg har selv valgt at sige mit glimrende arbejde op for at beskæftige mig med noget, der giver mere mening for mig. I mit tilfælde kan jeg konstatere, at det er en enormt dårlig forretning – i hvert fald på kort sigt. Og at lige meget, hvor godt jeg kommer til at klare mig arbejdsmæssigt, så er jeg ret sikker på, at der ikke kommer til at være nogen, der kommer til at betale mig for det, jeg allerbedst kan lide at gøre: At være sammen med min familie, læse bøger og aviser og høre musik. Der vil derfor altid være et trade-off mellem lyst og interesse på den ene side og økonomi på den anden siden. Og det er helt fint. Så længe, man erkender det.

Pointen er, at vi går på arbejde for at tjene penge. Og det at tjene penge kan give mening i sig selv. Hvis arbejdet så ovenikøbet giver mening for een på et dybere plan, ja så er det jo bare fantastisk. Hvis ikke det gør, så er det også helt fint. Man kan sagtens være en dygtig, loyal og effektiv medarbejder uden at være opslugt i en kærlighedsrelation til sit arbejde. Det gør ikke een forkert. Men måske den indstilling kunne gøre, at færre bliver så krampagtige omkring deres arbejde, at de får stress af det.

Rigtig god arbejdslyst!

  • Thomas

    VENNER LAD VÆRKTØJET LIGGE”
    (melodi: “Brødre lad våbene lyne”)

    Venner lad værktøjet ligge – hvad skal vi bruge det til?
    Arbejde gider vi ikke – det har vi tyskerne til. (gentages)

    Vi der har knoklet for længe – en uge er mere end nok.
    Vi gjor’ det for dødssyge penge – fik cancer, eksem eller brok. (gentages)

    Tøm dine vablede næver – lev mens du endnu har tid.
    Ser du hvor børshajen bæver – når der ikke laves en skid. (gentages)

    Andre ta’r vores produkter – hvad vil de bruge dem til?
    Kontorhuse, sten-viadukter – og alt muligt vanvittigt spild. (gentages)

    Op nu det melder og maner – fabrikkerne styrter i grus.
    Med dine dovneste vaner – bygger vi fremtidens hus. (gentages)

    (fra 1. maj 1979, af Paul Smith)

  • Pingback: Skal man elske sit arbejde? - Frk. NV()

  • Pingback: Hvor vigtigt skal dit arbejde være? | | Corporate Mor()